Rødder i Rønde
Nationalpark Mols Bjerge og konfirmationsholdet i Bregnet Sogn har sammen lavet en julekalender-podcast
”Det er mange, mange, mange år siden, så det må være min tiptiptiptipoldefar….eller noget”, sådan lyder det bag en af ”lågerne” i nationalparkens julekalender-podcast, Rødder.
Podcasten er lavet på en workshop, hvor årets kommende konfirmander i Bregnet Sogn undersøgte deres forfædre og lavede deres personlige stamtræ. I podcasten fortæller eleverne fra 7. klasse om traditioner og historier fra deres egne familier, og deraf hedder julekalenderen Rødder.
Det er blevet til helt almindelige og genkendelige betragtninger over familiens traditioner som f.eks. at få æbleskiver juleaftensdag. Men julekalenderen rummer også mere krydrede anekdoter fra forfædrene gengivet af eleverne. Som hende, der kan føre sin familie helt tilbage til Christian d. 4 og hans yndlingselskerinde, og ham, hvis bedstefar er troldmand eller hende, hvis tipoldefar var aktiv modstandsmand.
Tak til konfirmationsholdet for jeres fortællinger.
Julekalender-podcasten, Rødder, er lavet i samarbejde med præsterne ved Thorsager-Bregnet-Feldballe Sogn og dramatiker Christian Eiming.