Tårnfalke-TV fra Nationalpark Mols Bjerge
Vi har de seneste måneder holdt et skarpt falkeblik på vores tårnfalkepar i redekassen på Jagtslottet på Kalø,
hvor Nationalpark Mols Bjerge har sit kontor. Desværre har vi i år på grund af COVID-19 nogle udfordringer
med at få teknisk adgang til forskellige lokationer. Det betyder, at forbindelsen til kameraet på redekassen er ustabil.
Vi har dog valgt alligevel at vise de levende billeder, vi kan få igennem. Du vil kunne opleve, at billeder fryser.
Vi genstarter signalet automatisk fire gange i timen. Efter en genstart vil signalet igen være oppe.
Så nu kan du følge årets tårnfalkepar og deres æg / unger.
God fornøjelse.
Nationalpark Mols Bjerge er et område på det sydlige Djursland, hvor mennesker og natur har påvirket hinanden i årtusinder og udviklet et værdifuldt område inden for natur og kultur i et geologisk enestående område.
Nationalpark Mols Bjerge dækker 180 km 2 og indeholder store skove, heder, overdrev, søer, kyst- og havområder.
Ca. 80% af Nationalpark Mols Bjerge er i privat eje. Det er meget specielt for Nationalpark Mols Bjerge, og det giver nationalparken et andet indhold end nationalparker andre steder.
Området strækker sig fra Kattegatkysten i øst til Kaløskovene i vest, fra de bugtede vige i syd over Mols Bjerges storslåede morænelandskab til istidens smeltevandssletter i nord.