Nationalpark Mols Bjerge
Nationalpark Mols Bjerge er et område på det sydlige Djursland, hvor mennesker og natur har påvirket hinanden i årtusinder og udviklet et værdifuldt område inden for natur og kultur i et geologisk enestående område.
Nationalpark Mols Bjerge dækker 180 km 2 og indeholder store skove, heder, overdrev, søer, kyst- og havområder.
Ca. 80% af Nationalpark Mols Bjerge er i privat eje. Det er meget specielt for Nationalpark Mols Bjerge, og det giver nationalparken et andet indhold end nationalparker andre steder.
Området strækker sig fra Kattegatkysten i øst til Kaløskovene i vest, fra de bugtede vige i syd over Mols Bjerges storslåede morænelandskab til istidens smeltevandssletter i nord.