Vi har valgt at lukke Europaafdelingen af parken ned, og i den forbindelse skal alle dyrene flytte. De europæiske bisoner, som er en del af avlsprogrammet i EU, er flyttet til et naturreservat i Tyskland og enkelte kan man se i Danmarksparken ved Randers. Anlæggets elge vil gæsterne fremover kunne opleve fra Amerika Expressen på parkens nordamerikanske prærie sammen med den amerikanske bison.
De sidste på Europa var gruppen af muffloner, som vi det seneste år ihærdigt har prøvet at finde nogen, som ville aftage. Selvom mufflonerne må lade livet, så går de bestemt ikke til spilde. Dyrepasserne får bl.a. mulighed for at fodre dyrene med de varme indvolde, og dét er lige sagen for de glubske rovdyr.
Under skiftende navne har parken gennem de seneste 18 år udviklet sig fra at være en blomsterpark, over en eksistens som en familiepark med klappedyr, til den nuværende safaripark med et værdimæssigt fokus på arter med særligt brug for en hjælpende hånd.
Parken huser i dag ca. 80 arter. Omtrent 25 af disse arter indgår i særlige, internationale avlsprogrammer. Beslutningen om at en dyreart skal indgå i disse programmer træffes bl.a. hvis arten har besvær med at yngle i fangenskab eller hvis arten er udryddelsestruet i naturen.
Flere af dyrene i parken er udryddelsestruede og Ree Park arbejder intensivt med avl af disse dyr. Parkens ledelses og dyrepasserstab har specialiseret sig i avl af geparder. Ved hjælp af særlig teknikker har parken siden 2002 avlet mere end 25 geparder.
Filosofien er klar. Når man holder dyr i fangenskab, har man ansvar for at dyrene trives. Det forudsætter at en lang række faktorer spiller sammen. Blandt andet skal dyrene have masser af plads og mulighed for fysisk aktivitet. Derfor har Ree Park ikke så mange arter, men derimod god plads og et miljø der skal fremme dyrenes trivsel.