Det er altid glædeligt, når dyrene i Ree Park Safari får unger. Og det er ekstra glædeligt, når det er hos en af de truede dyrearter, specielt hos geparderne, som er en af de arter, der er vanskelige at få til at yngle. Derfor var glæden stor, da hungeparden, Juvi, fødte i denne uge. Det viste sig dog hurtigt, at ikke alt var som skulle være. Den første killing var dødfødt, og fødslen af de efterfølgende killinger tog væsentligt længere end normalt. To af de efterfølgende 4 killinger var ikke så livlige, som de burde være. Killingerne blev taget ud, og efter de var forsøgt genoplivet en del gange, viste det sig, at de var født med ganespaltning.
Se og hør Direktør Jesper Stagegaard fortælle om avlsarbejdet med truede dyr og hvorfor det nogle gange ikke går helt, som vi håber på.
Læs mere om geparden her:
http://www.reepark.dk/dyrene/afrika/gepard/
Under skiftende navne har parken gennem de seneste 18 år udviklet sig fra at være en blomsterpark, over en eksistens som en familiepark med klappedyr, til den nuværende safaripark med et værdimæssigt fokus på arter med særligt brug for en hjælpende hånd.
Parken huser i dag ca. 80 arter. Omtrent 25 af disse arter indgår i særlige, internationale avlsprogrammer. Beslutningen om at en dyreart skal indgå i disse programmer træffes bl.a. hvis arten har besvær med at yngle i fangenskab eller hvis arten er udryddelsestruet i naturen.
Flere af dyrene i parken er udryddelsestruede og Ree Park arbejder intensivt med avl af disse dyr. Parkens ledelses og dyrepasserstab har specialiseret sig i avl af geparder. Ved hjælp af særlig teknikker har parken siden 2002 avlet mere end 25 geparder.
Filosofien er klar. Når man holder dyr i fangenskab, har man ansvar for at dyrene trives. Det forudsætter at en lang række faktorer spiller sammen. Blandt andet skal dyrene have masser af plads og mulighed for fysisk aktivitet. Derfor har Ree Park ikke så mange arter, men derimod god plads og et miljø der skal fremme dyrenes trivsel.